ulf mineegne.png

SUNDHEDSRÅD #11

BEGRÆNS ALKOHOL

Du bør maksimalt drikke 7 genstande om ugen som kvinde eller 14 genstande som mand. Undgå at drikke mere end 5 genstande ved samme lejlighed. 

 

En genstand svarer til 1 almindelig øl, 1 breezer, 1 glas vin eller 1 shotglas spiritus.

NÅR DU BEGRÆNSER ALKOHOL

  • Undgår du tømmermænd

  • Passer du på dit helbred

  • Sparer du penge

  • Undgår du at blive afhængig

GODE RÅD NÅR DU VIL DRIKKE MINDRE

  • Drik masser af vand, når du drikker alkohol

  • Skriv ned hver gang du drikker en genstand, så er det lettere at holde styr på, hvor meget du drikker

  • Har du drukket dagen før, så sørg også for at drikke vand og få frisk luft

  • Drik alkoholfri øl eller lav drinks uden alkohol

  • Er du gravid eller ønsker at blive det, skal du helt lade være med at drikke alkohol

  • Søg hjælp hvis du drikker for meget

AFHÆNGIGHED

Du kan blive både psykisk og fysisk afhængig af alkohol.

 

Psykisk afhængighed indebærer, at du føler trang til at opnå velvære eller at glemme.

 

Fysisk afhængighed betyder, at kroppen er blevet vant til store alkoholmængder, så du får abstinenser, når der ikke længere er alkohol i kroppen. Abstinenser kan være kvalme, hovedpine og kramper.

SKADER AF ALKOHOL

”Jeg synes, det er hyggeligt at få en øl med vennerne. Men jeg kan ikke lide at få for meget alkohol. Hvordan kan det være, at jeg får det så dårligt af for meget alkohol?”

Alkohol er et rusmiddel, som er giftigt for kroppen. I små mængder kan alkohol give velvære og godt humør til festlige lejligheder. Men når du drikker alkohol, påvirker det din hjerne, der bliver sløv og reagerer langsommere. Det er leveren, der fjerner alkoholen fra kroppen. Derfor kan leveren tage skade af et stort alkoholforbrug. Resten af kroppen tager også skade af et stort forbrug.

Alkohol påvirker hukommelsen, så du ikke så godt kan huske. Når du bliver fuld, kan du komme til at opføre dig underligt uden at tænke dig om eller risikere at være sammen med nogen, der udnytter dig. Du bliver dårligere til at mærke smerte eller kulde, og det kan være farligt især om vinteren.