top of page

SPØRGSMÅL OG SVAR
 

Her på siden kan du stille spørgsmål til seksualvejleder Majbrit. Spørgsmålene er anonyme, så man kan ikke se, hvem der har stillet spørgsmålet. 

Har du et spørgsmål kan du skrive til ulf@ulf.dk eller du kan ringe til os på tlf. 75724688, så vil Majbrit svare på dit spørgsmål. 

Majbrit.jpg

Hvornår ved man, om man har været udsat for et seksuelt overgreb?

Majbrits svar:

Du har været udsat for et seksuelt overgreb, når en anden person har forsøgt at tvinge dig til noget seksuelt, du ikke ønsker at deltage i. Det er uanset, om det er lykkes eller ej, og uanset, om det er én, du kender eller ej og uanset, hvor det er sket. Det er uanset, om overgrebene er begået i ubetænksomhed eller med ønsket om at krænke.

Det vil sige, at al form for uønsket seksuel opmærksomhed - både med og uden fysisk kontakt - kan være et seksuelt overgreb. Herunder uønsket berøring, uønskede kommentarer, uønskede digitale krænkelser og uønskede spørgsmål om seksuelle emner. I et seksuelt overgreb er der tale om en ikke ligeværdig relation.

 

Forslag til, hvad du kan gøre, hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb:

Tal med én, du er tryg ved. Det kan være en ven, en forælder, familie, personale eller lægen. Få hjælp og vejledning til, hvad der er af muligheder for ofre af seksuelle overgreb, da det kan få store personlige konsekvenser, hvis ikke du får den rette hjælp. Der findes flere forskellige hjemmesider til ofre for seksuelle overgreb, og dér kan du få råd og vejledning til, hvordan du kan få den rette hjælp.

Skal man underskrive en samtykkeerklæring, inden man har sex?

Majbrits svar: 

Nej, det er ikke nødvendigt at underskrive en samtykkeerklæring. Samtykkeerklæringen skal bruges til at sikre, at du og din partner frivilligt indgår i en seksuel relation. Det vil sige, at der ikke finder nogen former for tvang sted, og at alt, hvad I laver, sker af egen fri vilje.

Samtykke handler ikke om at skrive under på noget, men om hvordan I kommunikerer sammen, både med sproget og kroppen. Det kan være en rigtig god idé at øve sig i at italesætte dét, du har lyst til - og dine grænser, så du gør det muligt for din partner at gøre det samme.

Man har altid ret til at trække sit samtykke tilbage, også imens man er i gang.

 

Forslag til, hvordan man sikre sig sin partners samtykke undervejs, når man har en seksuel relation:

  • Du kan spørge, om din partner har lyst til at have sex med dig

  • Spørg, hvordan det føles

  • Spørg, hvad din partner kan lide

  • Fortæl, hvad du har lyst til

  • Spørg, om det er ok

  • Spørg, om du skal fortsætte

Sex.png

Hvorfor fryser man, når man er udsat for et seksuelt overgreb?

Majbrits svar: 

At fryse efter et seksuelt overgreb er helt naturligt. Flere undersøgelser viser, at ofre for seksuelle overgreb ikke er i stand til at gøre modstand. Det er en form for choktilstand, som man ikke kan stille noget op imod i øjeblikket, hvor det sker. Vores krop og hjerne forsøger altid at beskytte os bedst muligt og bruger forskellige overlevelsesmekanismer for at gøre det. Når man oplever noget, der er så grænseoverskridende og angstfyldt som et seksuelt overgreb, kan hjernen reagere ved at fryse for, at vi mentalt kan komme væk fra den situation.

Vi kan som mennesker reagere på tre forskellige måde ved et seksuelt overgreb. Enten ved at fryse, kæmpe eller flygte. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at reagere på. Og man vælger ikke selv, hvilken mekanisme der går i gang.

 

Forslag til, hvad man kan gøre, hvis man har været udsat for et seksuelt overgreb og har oplevet at fryse:

Det er helt naturligt at opleve skyld og skam omkring det at fryse. Du har sikkert været bange og tænkt på, om du kunne have gjort noget anderledes. Derfor kan det være en rigtig god idé at fortælle det til én, du har tillid til og/eller søge professionel hjælp. På den måde kan du få bekræftet, at det aldrig er ofret for et seksuelt overgreb, der bærer ansvaret for overgrebet.

Han giver mig gaver, når vi har haft sex

I starten var vi bare rigtig gode venner, han var sød og opmærksom, vi kunne snakke om næste alt. Han spurgte ind til mine interesser, og vi havde det sjovt sammen. Nu virker han mere interesseret i at have sex med mig end i at snakke. Jeg er ikke forelsket i ham, men han fortæller mig, at jeg er sød og dejlig. Han køber gaver til mig, når vi har haft sex. Jeg savner tiden inden, vi havde sex, jeg har svært ved at sove om natten, har svært ved at koncentrere mig og føler ubehag i kroppen. Hvorfor har jeg det sådan?

Majbrits svar: 

Det er vigtigt, at du mærker efter, om dine grænser bliver overskredet. Du beskriver nogle symptomer, som tyder på, at det gør de. Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad du har lyst, og hvad du ikke har lyst til. Du må gerne sige nej. Forsøg at snakke med din ven om det, så han ved, hvor dine grænser går. Vælger han at fortsætte med at ville have sex med dig, skal du gøre op med dig selv, om jeres forhold er ligeværdigt, og om det skal fortsætte. Du kan også, hvis det er svært, få hjælp af én, du stoler på, til at få stoppet ham.  

Hun har nøgenbilleder af mig på telefonen

Vi har været kærester i et år men er ikke længere sammen. Da vi stadig var kærester, tog hun nogle nøgenbilleder af mig. Da vi gik fra hinanden, spurgte jeg, om hun havde slettet billederne, hvilket hun sagde, at hun havde. Nu har jeg fundet ud af, at hun har sendt billederne til sine veninder. Det er så pinligt, og jeg fortryder, at vi tog dem. Hvad gør jeg? 

 

Majbrits svar:

Der er i dit tilfælde tale om digital seksuel krænkelse. Du har ikke givet dit samtykke til, at ekskæresten måtte videresende billederne. Det kan have store konsekvenser for den, hvis billeder er blevet delt og ligeledes for den, som deler billederne.

Som udgangspunkt er det ikke strafbart at have billeder, film eller lignende liggende på telefonen af en person, der er fyldt 15 år, hvis han eller hun har givet samtykke til det. Men her er det vigtigt at fremhæve, at du kun må have billederne liggende, så længe den anden synes, det er i orden – så den anden kan til enhver tid bede dig om at slette materialet, for eksempel hvis I har været kærester og slår op. Så skal billederne slettes. 

O008_telefonMMandekrop (2).png

Billederne eller videoerne må ikke videresendes til andre, det er strafbart.

Mange gange kan problemerne løses, inden de bliver et massivt problem, men det kan også være så alvorligt, at der er brug for at kontakte politiet for hjælp. 

bottom of page