OM PROJEKTET
Formålet med projektet KRAM Naturen var at styrke udviklingshæmmedes fysiske og mentale sundhed ved at gennemføre naturforløb på 30 bosteder rundt i hele landet.
På alle årstider skulle borgere fra bostederne ud i naturen, opleve og sanse naturen. Der skulle på hvert bosted være 1-2 ansatte, som skulle være tovholdere. Tovholderne deltog selv på naturdagene og sikrede at borgerne kommer ud i naturen mellem projektets naturdage.
​
Projektet KRAM Naturen fik tilskud af Friluftsrådet.
​
Projektet forløb fra den 1. september 2018 – 31. august 2020.
​
​
NATURDAGE
Vi skulle ud i naturen uanset vejret i løbet af alle årstiderne. I løbet af dagen skulle naturen sanses og opleves. Der var god tid til at opleve naturen i eget tempo. Der skulle være tid til forundring og spørgsmål.
Vi krammede træer, så blade på træerne, lyttede til en rislende bæk, sad ved en skovsø, betragtede en anemone, beundrede en myretue, lå på ryggen og kiggede på skyer på himlen, fandt lysninger i skoven, lyttede til dyrelyde, fandt dyrespor, dufte, nød udsigter, spiste af naturen, oplevede årstidernes skifte, fik motion, mærkede stemninger i kroppen, fulgte den indre intuition, var nærværende osv.
Vi tog også naturen med hjem. Plukkede blade, der efterfølgende kunne males, pressede blomster, tog sten og træpinde med hjem til pynt og lavede mad af spiselig natur.
​
Der var en naturkonsulent tilknyttet projektet til sparring og udvikling af idékatalog.
NATURBORGERVEJLEDERE
Der er uddannet 10 udviklingshæmmede til naturborgervejledere.
De er klar til at tage med ud i naturen på naturdage. Og de vil også gerne fortælle andre om deres naturoplevelser, og dermed motivere andre til at komme ud og opleve naturen.
IDÉKATALOG
Løbende er der blevet udviklet et idékatalog med forslag til øvelser og aktiviteter i naturen. Kataloget er udviklet til borgerne, så de kan blive inspireret og få lyst til at komme ud i naturen.
Kataloget kan bruges som formidlings- og undervisningsmateriale for medarbejdere på bosteder.
Endvidere kan kataloget også bruges af foreninger/grupper, som afholder natur aktiviteter, således at udviklingshæmmede kan deltage.
Kataloget er udviklet i samarbejde med naturkonsulent Flemming Eilersen og naturborgervejlederne.
YDERLIGERE INFORMATION
Vi kommer gerne ud til jer og fortæller om aktiviteter i naturen.
​
For yderligere information kontakt:
Udviklingshæmmedes Landforbund, tlf.: 7572 4688
Mail: ulf@ulf.dk