GRØNTSAGER OG FRUGT
Grøntsager og frugt er vigtige for din sundhed.
De giver dig mange vigtige næringsstoffer, som kroppen har brug for.
Grøntsagerne er også fyldt med fibre, som er med til at holde din tarm i topform. Fibrene i grøntsagerne transporterer affaldsstoffer ud af kroppen. Det er med til at skabe sundhed og balance i din krop.
NÅR DU SPISER MANGE FORSKELLIGE GRØNTSAGER OG FRUGT
-
Får du masser af vitaminer og mineraler, som din krop har brug for
-
Styrker du dit immunforsvaret, så du ikke bliver syg så ofte
-
Fungerer din mave bedre, fordi der er mange fibre i grøntsager
-
Sænker du risikoen for sygdomme som hjertekarsygdomme, kræft og diabetes
Grøntsager indeholder vigtige mineraler og vitaminer, som din krop skal bruge for at være sund og rask. Grøntsager indeholder få kalorier, og særligt de grove grøntsager indeholder mange kostfibre. Det betyder, at hvis du spiser mange grøntsager, bliver det nemmere at holde en sund kropsvægt. Grøntsager er også med til at forebygge hjertekarsygdomme, type 2-diabetes og visse former for kræft.
Frugt indeholder også mange vigtige vitaminer og mineraler. Spis højest 2 stykker frugt om dagen og masser af grøntsager.
GODE RÅD TIL FLERE GRØNTSAGER
-
Køb masser af grøntsager i forskellige farver, når du handler.
-
Spis især grove grøntsager som bl.a. løg, broccoli, blomkål, ærter og rodfrugter.
-
Spis grøntsager både rå og tilberedte. De kan bages, koges, dampes, grilles eller steges.
-
Bland revne grøntsager i kødretter, kødsauce og frikadeller.
-
Hav altid frosne grøntsager i fryseren.
-
Spis gerne op til 2 stykker frugt om dagen.
-
Hav skrællede gulerødder i en skål med vand i køleskabet, så har du altid en snack ved hånden.
TINA SPISER GRØNTSAGER HVER DAG
Se videoen og hør hvad Tina gør, for at gøre det nemt at spise salat hver dag på arbejdet.